Motor modeller

Motormodeller

 

Disse modeller startes med forbrændingsmotorer, som på få sekunder bringer modellerne op i meget stor højde. Motoren stoppes, og modellen flyver derefter videre som en svævemodel.

Den internationale klasse hedder F1C - og modellerne kaldes populært for "gassere".

Motorstørrelsen i F1C må ikke overskride 2,5 cm3. Modellen skal veje mindst 300 gram pr. kubikcentimeter slagvolumen, vingearealet er frit, dog skal modellen veje mindst 20 gram pr. kvadratdecimeter planareal.

Motorløbetiden er 5 sekunder - målt fra jorden. Eftersom modellerne på få sekunder kommer over 100 meter op, skal motorløbetiden være noget kortere, da det tager lyden nogen tid at nå jorden, hvor tidtagerne lytter for at fastslå motortiden.

Modellerne startes ved først at starte motoren. Derefter kastes modellen næsten lodret - og tidtagningen starter i kasteøjeblikket. Efter højst 5 sekunder skal motoren stoppe - og modellen overgår nu til vandret flyvning - måske fra en højde på 150-200 meter. De bedste gassere kan flyve 8-10 minutter uden termik.

Eftersom gassernes præstationer er så høje, skal de normalt flyve 240 sekunder i første periode.

Gassere er meget vanskelige at flyve med. På grund af deres store stigehastighed kan selv den mindste afvigelse fra det optimale flyvemønster medføre havari. Samtidig er de bedste moderne gassere små tekniske vidundere lavet af fremragende håndværkere.