Medlemsbetingelser

Klubmiljø: I Aalborg Modelflyveklub lægger vi stor vægt på et rigtig godt klubmiljø, hvor det er rart at være for os alle. Vi taler meget sammen, når vi er på modelflyvepladsen og vi har det sjovt med en spændende hobby. Vi synes at det er vigtigt med god medbestemmelse til alle medlemmer, og derfor er nye ideer og forslag til udvikling af vores klub altid velkommen.

Sikkerhed: Det er vigtig for os, at flyvepladsen er sikker at færdes på og derfor skal du venligst lige læse i vores plads- og sikkerhedsregler under fanen: Kluboplysninger. Det er kun få regler, som man skal huske på i hverdagen, f.eks. ikke at flyve for tæt på tilskuere og at sige til andre RC piloter, når man enten lander eller starter. Vi hjælper hinanden, på en positiv måde, med at huske de få vigtige sikkerhedsregler på modelflyvepladsen.

Kontingent: Kontingent for 2016 er DKK 500,- for aktive medlemmer. Medlemmer som samtidig er medlem i en anden modelflyveklub, og medlemmer som er under 19 år eller 65 år og derover betaler halv pris, dvs. DKK 250.

Skolefly: Klubben ejer et højvinget skolefly med elmotor. RC-anlægget til skoleflyet indeholder to Futaba sendere, dvs. én til eleven og én til instruktøren. Det giver god sikkerhed under skoleflyvningen, hvor instruktøren hurtigt kan overtage styringen af skoleflyet, hvis det bliver nødvendigt.

Systemet giver samtidig en forbedret indlæring, idet denne dobbelt styring giver maksimal flyvetid for eleven. Eleven kan flyve tættere på sin begrænsning, idet instruktøren som nævnt hurtigt kan gribe ind med korrektioner.

Flyveundervisning: Nye elever kan aftale med vores instruktører, hvornår flyvetræningen kan foregå. Det vil være muligt at få hjælp af en instruktør på klubdagene, onsdag og lørdag, men andre dage med godt flyvevejr kan også aftales. Eleverne får naturligvis samtidig hjælp af klubbens øvrige medlemmer og svar på de spørgsmål, som opstår når man starter med modelflyvning.

Vi giver nye elever hjælp til indkøb af modelfly, motor og RC-anlæg. Desuden hjælper vi gerne med at gøre modelfly flyveklar til den første flyvetur.

Nye RC-piloter er velkommen til at kontakte klubbens kontaktperson for flyveundervisning, venligst se fanen Kluboplysninger/Kontakt.

Med venlig hilsen

Aalborg Modelflyveklub

Forside | Sitemap | Kontakt | Login | umbraco cms skin by Liebling